fredag den 11. maj 2012

Pizzabunde...

Da jeg nu har min surdej Holger i køleskabet, er det tid til at prøve at lave pizzadej. Vi har fået en bagesten til Weberen, og den giver nogle helt suveræne pizzaer.
Opskriften på pizzabundene har jeg fundet hos Miss Muffin, hvor jeg også har fået opskriften på surdej. Dog havde jeg ikke durumhvede, så jeg har brugt almindelig hvedemel.

Som fyld brugte jeg pepperoni, champignon, cocktailpølser og majs på den ene, og skinkestrimler, cocktailpølser, champignon og majs på den anden.
Tomatsovs laver jeg på koncentreret tomatpuré rørt lind med vand og tilsat salt, peber og oregano.

Jeg har godt nok ikke noget billede - men det er bare en fantastisk pizzabund.
Jeg har efterfølgende lavet en almindelig pizzabund en dag hvor vi ikke lige nåede at få gang i en surdejsbund rettidigt - og den var bare SÅ kedelig.
Så fremover vil jeg gøre hvad jeg kan for at få lavet en surdejsbund.

Vær opmærksom på at hvis du ikke når at få den lavet dagen før, så virker det også fint hvis dejen får lov til at hæve 3-4 timer ved stuetemperatur.

Pizza (2 stk):

12 g gær
3 dl vand
3 ss olivenolie
½ dl surdej af hvede - her brugte jeg 4 ss
1 ss salt
1 ts sukker
3½ dl hvedemel
3 dl pizzamel (Tipo 00)

Rør gæren ud i vandet.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør dejen på maskine i ca 10 minutter til den er blød og elastisk.
Kom dejen i en skål smurt med olie, dæk den til med husholdningsfilm og lad den hæve natten over i køleskabet.
Næste dag hældes dejen ud på en meldrysset bord og deles i 2 stykker, som forsigtigt formes til runde boller, uden at dejen skal æltes. lad dem efterhæve tildækket på køkkenbordet et par timer.
Rul dem så tyndt ud som muligt og kom det ønskede fyld på.
Bages på en bagesten ved 250 grader i ca. 5-8 min.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar