torsdag den 26. juli 2012

Havregrynskager...

Jeg har en gammel opskrift på havregrynskager som smager helt suverænt, men jeg synes at de løber for meget ud. Det gør at de har nemt ved at knække, og det er ikke helt så pænt når de skal serveres.
Derfor har jeg søgt rundt efter forskellige andre opskrifter på kagerne, og jeg fandt denne hos Unikarina.

Den eneste ændring jeg lavede var at tage halvt bagepulver og halvt hjortetakssalt, da jeg synes at smagen fra hjortetakssaltet passer rigtig godt til havregrynskager.

Jeg synes stadig at de flyder for meget ud, men smagen fejler i hvert fald ikke noget :-)
Og jeg lavede dobbeltportion med det samme... og det var en rigtig god ide.
Opskriften nedenfor er vist i sin oprindelige mængde, dog har jeg rettet bagepulver/hjortetaksssalt.



Havregrynskager (ca 20 stk):

100 g havregryn
75 g smeltet smør/margarine
1 æg
125 g sukker
1 ss mel
1/2 ts bagepulver
1/2 ts hjortetakssalt
1 ts vaniljesukker

 Smelt smørret og vend havregrynene i. Lad det trække i 10 – 15 minutter.
Pisk æggene tykt med sukker.
Vend mel, bagepulver og vaniljesukker i.
Vend havregrynsblandingen i tilsidst.
Kom bagepapir på en plade. Sæt dejen på med en lille ske. Der kan være max. 9 kager pr. plade.
Bag dem ved 200 grader i 8 – 10 minutter. De skal være lysebrune i kanten, men pas på de ikke bliver for mørke.
Lad dem afkøle let på pladen, før de løsnes og lægges på en bagerist. Læg i kagedåsen, når de er helt kolde.

fredag den 20. juli 2012

Chokolade cupcakes med chokolade frosting...

I week-enden prøvede jeg at lave lidt blomster i noget af det fondant jeg havde til overs fra kurset. Jeg har anskaffet mig en "mould" som er en silicone form der er præget med for og bagside som en blomst. Dertil hører der en udstikker med, og så er det bare om at komme i gang. Jeg har købt mould'en hos Din kage, som har en rigtig fin web-shop.

Men da jeg var færdig med de fine lyserøde blomster manglede jeg jo noget at sætte dem på, og hvilken kombination er bedre end lyserøde blomster på mørke cupcakes.
Derfor blev det til chokolade cupcakes med chokolade frosting... Uhmmmmmm

Jeg fandt opskriften hos Fruen på kageslottet og fulgte den slavisk men lavede kun en halv portion. Der blev 12 cupcakes ud af portionen, og frosting til ca. 15 stk. Samtidig ændrede jeg mængden til gram i stedet for dl, da jeg synes det er nemmere at veje ingredienser af.
Jeg synes at frostingen var utrolig nem at arbejde med, så den bliver helt sikkert brugt igen.



Chokolade Cupcakes (12 stk):
2 æg
75 g margarine
170 g sukker
3 1/2 ss kakao
1 ts bagepulver
1/2 dl mælk
90 g mel
40 g hakket chokolade

Æg og sukker piskes luftigt.
Smeltet og let afkølet margarine og mælk piskes i æggemassen.
Bland derefter kakao, bagepulver og mel godt sammen, inden det piskes i dejen.
Vend til sidst den hakkede chokolade i.

Fyld dejen i cupcakeforme ca. 3/4 fyldte og bag ca. 20 min ved 175 grader (ikke varmluft).

Ultimate Chocolate Frosting (til ca. 15 cupcakes):
270 g flormelis
50 g kakao
90 g blødt smør
0,6 dl varmt vand
1 1/2 ts vaniljesukker

Det hele kommes i en skål og piskes til en luftig creme – det tager ca. 5 min.
Denne frosting holder fint formen og kan sprøjtes direkte på cupcakes.

torsdag den 12. juli 2012

Dizzy Owl...

Selvom dette egentlig er en blog om kager, laver jeg også noget håndarbejde en gang i mellem.
Og da der er så mange kreative personer i blogland, bliver jeg en gang i mellem inspireret til at prøve noget af det selv. Og det vil jeg da også dele med jer.

Da jeg så Frøken Maj's egen kreation Dizzy Owl, og da hun samtidig har været så sød at lægge en DIY på, måtte jeg bare i gang med hæklenålen.

Det blev til denne søde "dame" som blev givet som gave til min veninde. Da der altid bliver fyret godt op under tøse-genet når vi er sammen, skulle den jo styles i bedste tøse-stil.
Derfor blev den pyntet med en lille blomst i håret, som jeg fandt en fin beskrivelse på hos Syslemoster.




lørdag den 7. juli 2012

Julia's cupcakes...

Jeg har længe fulgt med på Cupcakefabrikken og da Julia udgav en cupcake bog måtte jeg bare eje den.
Jeg synes hun laver nogle utroligt smukke cupcakes, og da hun udgav bogen fik jeg en mulighed for at "lure" nogle fif af.


Det er en utrolig inspirerende bog med gode opskrifter og masser af inspiration til at pynte dem. Lige siden hun lavede et sneak-peak på bogen, har jeg været specielt facineret af de harlekinternede cupcakes, så det var selvfølgelig den første der skulle prøves af.

Og lad mig sige med det samme - det er altså ikke så nemt som det ser ud. Det kræver tonsvis af erfaring at nå dertil hvor Julia er :-)
Men her er mit første forsøg.

Jeg bagte hendes farvorit med vaniljecupcakes med citron og birkes og de blev rigtig lækre. Jeg prøvede også hendes vaniljefrosting, men der vil jeg nok personligt foretrække en anden frosting.
Men en ting er sikkert, mængderne i opskrifterne - både cupcakene og frostingen - passer bare.
Bogen står nu og pynter på min hylde i køkkenet, for den er smuk i sig selv. :-)
Så hvis I overvejer at bruge 150 kr på den, kan jeg kun anbefale den.



mandag den 2. juli 2012

Småkager med lakrids og tranebær...

Småkager er altid gode at lave hvis man skal være i god tid når man får gæster. Dette er selvfølgelig kun hvis småkagerne ikke når at blive spist inden...
Nå, men derfor sprang jeg ud i en spændende smagsvariant med lakrids og tørrede tranebær som jeg har fundet på www.fri.dk.
Jeg havde dog ikke helt så meget lakrids som opskriften siger, kun ca en tredjedel. Og så brugte jeg margarine i stedet for smør.
Småkagerne smager rigtig godt, smagen af lakrids må gerne være kraftigere, men jeg tror jeg vil prøve med 2/3 del næste gang.
Jeg lavede en halv portion af nedenstående opskrift.

Her skulle der så være et billede... men jeg ved ikke hvor jeg har gjort af det :o)
Men I skal ikke snydes for indlægget alligevel, for det var en rigtig succes.

Småkager med lakrids og tranebær:
500 g hvedemel
1 tsk bagepulver
60 g lakridspulver
125 g tørrede tranebær
375 g saltet kold smør
500 g fint rørsukker
ca. 2 æg (100 g)

Sigt mel sammen med bagepulver i en røreskål.
Tilsæt lakridspulver, tranebær og smør i små tern.
Kør massen på en køkkenmaskine – med vingen, ikke et piskeris – til smørret er kørt ud. Har du ikke en sådan, ælt da forsigtigt, til smørret ikke kan mærkes mere.
Tilsæt sukker og æg. Kør kun til dejen lige samler sig, det er meget vigtigt. Ellers mister småkagerne deres sprøde struktur.Del dejen i klumper på 500 g, og rul den i lange pølser i diameter ca. som en 20 kr-mønt. Rul dem i bagepapir og frys, til pølserne er hårde. Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.Skær pølserne i tykke skiver. Læg skiverne med lidt mellemrum på en silikonemåtte eller et stykke bagepapir.
Bag dem i ca. 8-10 min.