onsdag den 28. november 2012

Havregrynscookies med æble...

Så fik jeg afprøvet et opskift på cookies med æble, fundet i Bagedage fra Hummingbird Bakery.
Småkagerne er nemme at lave, og har en fin smag. De er lidt neutrale i forhold til andre cookies jeg har lavet, men der skal være en blid smag af kanel og honning - og det har de.
Konsistensen er lidt sjov, det er en cookie uden at være en cookie, igen fordi de skal være lidt luftige for at passe til smagen.

De er puttet i min fine kagedåse, jeg engang fik tiltusket mig efter en kollega havde den med hjem fra en rejse fyldt med Werther's Echte bolcher.




Havregrynscookies med æble (ca 40 stk):

135 g smør
80 g sukker
80 g rørsukker
1 stort æg
1/2 ts vanille
190 g hvedemel
1/2 ts salt
1/4 ts kanel
1/2 ts natron
2 æbler, gerne Granny Smith
60 g havregryn

Varm ovnen op til 170°.
Rør smør og begge slags sukker sammen.
Tilsæt æg.
Tilsæt mel, salt, kanel og natron ad to omgange.
Skræl og riv æblerne, tryk overskydende væde fra og rør det i dejen.
Tilsæt havregryn.
Sættes som toppe med to teskeer og trykkes lidt flade. Jeg havde 12 stk pr. plade.
Bages ca. 15 min.
Køles af på en bagerist.

lørdag den 24. november 2012

Ikke en succes...

Jeg synes det er rigtig rart når man også kan læse bloggeres erfaring med opskrifter det ikke bliver en succes.
Derfor vil jeg lige bidrage med en her.

Jeg havde et stykke ananas i køleskabet der trængte til at blive brugt, og jeg nåede til konklusionen at det måtte være godt i chokoladecupcakes.
Derfor lavede jeg en portion af denne dej og tilsatte 100 g (tror jeg nok) blendet ananas.

Men resultatet kan tydeligt ses på billedet.
Kagerne fik en mærkelig gummiagtig konsistens, de slap formen i kanterne - og man kunne slet ikke smage ananassen.
Det var faktisk ikke kalorierne værd...
Men så blev jeg så klog :-)

mandag den 19. november 2012

Ko-kage...

Eller Cheesecake-snitter med mørk og hvid chokolade.

Bare titlen siger da det hele når man elsker chokolade og cheesecake.
Og lad mig sige med det samme - den er helt suveræn :-) - så gå bare i gang.
Opskriften er igen fra Bagedage fra Hummingbird Bakery.

Den blev ret hurtigt døbt Ko-kagen, da det ligner en sortbroget malkeko :-)




Cheesecake-snitter med mørk og hvid chokolade (lille bradepande 23x30 cm):

Bund:
250 g smør
420 g sukker
2 store æg
380 g mel
60 g kakao
1 ts natron
1/2 ts salt (som jeg udelader, da jeg bruger saltet smør)

Rør sukker og smør sammen til det bliver lyst og luftigt.
Tilsæt æggene et ad gangen, og rør mellem hver.
Tilsæt resten af ingredienserne ad to omgange.
Skær 1/4 af dejen og pak det i plastfolie og læg det i køleskabet.
Læg bagepapir i bradepanden og tryk resten af dejen ud i.
Stil formen i køleskabet i 30 min
Varm ovnen til 170°
Tag formen ud af køleskabet og bag den i 20-25 min.
Lad den køle helt af i formen, men sluk ikke for ovnen.

Fyld:
80 g hvid chokolade
300 g flødeost naturel
60 g flormelis
1 stort æg

Smelt chokoladen i en skål enten i vandbad eller mikroovn, og lad den køle lidt af.
Rør flødeost og flormelis sammen til den er glat.
Tilsæt ægget og rør sammen.
Tilsæt chokoladen tilsidst med håndkraft.

Fordel fyldet over den afkølede bund.
Tag den gemte dej ud af køleskabet og smuldr det i store stykker over fyldet.
Bag kagen i 25 min, eller til fyldet er stivnet.
Tag den ud af ovnen og lad den køle et par timer.
Skæres i snitter.

onsdag den 14. november 2012

Sandkage med honning og valnødder...

Igen en opskrift fra Bagedage fra Hummingbird Bakery.

Jeg synes denne lød spændende, specielt med honningen der skulle hældes over den varme kage, men jeg synes den er lidt kedelig.
Nu er jeg heller ikke så meget til sandkage, men jeg foretrækker nogle kager med struktur og smag.
Men I skal ikke snydes for opskriften, for hvis I kan lide sandkage er det en spændende variant.



Sandkage med honning og valnødder (1 brødform på 8,5x17,5 cm):

190 g smør
190 g mel
190 g sukker
3 æg
1 ts bagepulver
1/4 ts salt (udeladt da jeg brugte saltet smør)
25 g yogurt naturel
1 ts vanille
2 ss flydende honning
60 g valnødder, hakket

Varm ovnen til 170°
Rør sukker og smør sammen til det bliver lyst og luftigt.
Tilsæt æggene et ad gangen, og rør mellem hver.
Tilsæt de tørre dele ad to omgange.
Rør yogurt og halvdelen af honningen i.
Tilsæt til sidst valnødder.
Dejen hældes i en brødform.
Bages i 50-60 min.

Når kagen er kommet ud af ovnene, kommes resten af honningen i en lille gryde sammen med 1/2 dl vand.
Lad det koge halvt ind.
Hældes over den varme kage.
Lad kagen stå og køle af i formen inden den vendes ud på en bagerist.


torsdag den 8. november 2012

Græskar pure og pumpkin pie...

I disse Halloween tider, fandt jeg ud af at jeg skulle prøve at lave noget med græskar. Og derfor måtte jeg jo finde ud af hvordan man lavede græskarpure.

Efter at have ledt rundt på nettet, gik jeg i krig med et hokkeido græskar som jeg fandt i Netto.
Fremgangsmåden er generelt ens, men jeg fandt ud af at bagetiden for sådan et græskar svingede fra 1/2 til 2 timer afhængig af hvilken opskrift jeg læste.
Nu synes jeg at man godt må tænke lidt på el-forbrug osv. og derfor blev jeg enig med mig selv om at prøve at smide græskarret, skåret i både, på en plade under den aftensmad jeg var ved at lave alligevel.
Det virkede fint, og græskarbådene fik ca 40 min ved 180° varmluft, så turde jeg ikke give dem mere. De var begyndt at blive mørke, men virkede møre nok når jeg trykkede på dem.
Så ud af ovnen med græskarbådene, og så fik de lov til at ligge og køle lidt, mens vi så spiste aftensmad :-)

Bagefter skrabte jeg skallen fri for kød, og fjernede det værste af det mørke skind, og så fik det ellers en tur med stavblenderen.
Da jeg har læst at det helst skal bruges samme dag, senest dagen efter, røg det i fryseren, da jeg ikke helt vidste hvad det skulle bruges til.

Min konklusion er at man sagtens kan bage græskarret sammen med andet man har i ovnen, dog vil jeg nok dække dem til, eller kun bage det ved 150° en anden gang. Det blev lige mørkt nok.
Men det virkede fint og var nemt at blende.

Pureen endte jeg med at bruge til en pumpkin pie. Jeg fandt en opskrift hos Joy of baking, hvor hun har lavet en video til også. Det er rigtig nemt at lave.
En af de rigtig gode ting ved hendes opskrifter, er at hun også angiver mængde i gram og ml.

Jeg fulgte hendes opskrift, dog uden det valgfrie lag af pecannødder og ingefærsmåkager.
Derudover valgte jeg lige at forbage bunden i 10 min inden fyldet kom i.
I andre opskrifter jeg havde fundet, skal man bruge muscovado sukker, så det ville jeg også prøve i denne opskrift. Jeg har dog brugt mørk og ikke lys som hun foreslår.

Det er en nem kage og lave, dog er jeg bare ikke gode venner med en tærtedej. Det er til dato ikke lykkedes mig at få lavet en dej som ikke sprækker når den rulles ud. Så hvis der er nogen der har forslag til hvad jeg evt. skal prøve anderledes er jeg meget åben for forslag :-)

En anden gang vil jeg også bruge lyst sukker, da blandingen blev lige mørk nok man kan ikke rigtig se den fine orange farve som græskar pureen har. Dog tvivler jeg på at jeg kommer til at lave den igen. Den smagte fint, men er ret kedelig, synes jeg.

Og så er jeg meget begejstret for muscovado sukker, det smager helt fantastisk. Det har en rigtig lækker tone af lakrids, som dog ikke er tydelig når kagen er bagt.



Pumpkin pie (tærteform 25 cm):

Tærtedej:

175 g mel
1/2 ts salt
1 ss sukker
113 g kold smør
ca. 2 ss vand
De tørre dele blandes
Smørret skæres i mindre stykker og smuldres i melet
Samles med vandet.
Rulles til en kugle og sættes på køl i ca. 1/2 time
Forbages ved 180° varmluft i 10 min

Fyld:

3 store æg
425 g græskar pure
120 ml piskefløde
110 g mørk muscovado sukker
1 ts kanel
1/2 ts stødt ingefær
1/8 ts stødt nelliker
1/2 ts salt

Pisk æggene sammen i en skål med et piskeris.
Tilsæt krydderier og salt og pisk.
Tilsæt sukker og fløde og pisk.
Tilsæt græskar pure og pisk det sammen.
Hældes i den forbagte bund.
Bages ca 45 min ved 180° varmluft.
Når den er bagt skal den gerne være lidt "fromageagtig" i midten, derfor stikkes der med en kniv ca. 3 cm inde fra kanten, og der skal ikke hænge noget ved kniven.