torsdag den 8. november 2012

Græskar pure og pumpkin pie...

I disse Halloween tider, fandt jeg ud af at jeg skulle prøve at lave noget med græskar. Og derfor måtte jeg jo finde ud af hvordan man lavede græskarpure.

Efter at have ledt rundt på nettet, gik jeg i krig med et hokkeido græskar som jeg fandt i Netto.
Fremgangsmåden er generelt ens, men jeg fandt ud af at bagetiden for sådan et græskar svingede fra 1/2 til 2 timer afhængig af hvilken opskrift jeg læste.
Nu synes jeg at man godt må tænke lidt på el-forbrug osv. og derfor blev jeg enig med mig selv om at prøve at smide græskarret, skåret i både, på en plade under den aftensmad jeg var ved at lave alligevel.
Det virkede fint, og græskarbådene fik ca 40 min ved 180° varmluft, så turde jeg ikke give dem mere. De var begyndt at blive mørke, men virkede møre nok når jeg trykkede på dem.
Så ud af ovnen med græskarbådene, og så fik de lov til at ligge og køle lidt, mens vi så spiste aftensmad :-)

Bagefter skrabte jeg skallen fri for kød, og fjernede det værste af det mørke skind, og så fik det ellers en tur med stavblenderen.
Da jeg har læst at det helst skal bruges samme dag, senest dagen efter, røg det i fryseren, da jeg ikke helt vidste hvad det skulle bruges til.

Min konklusion er at man sagtens kan bage græskarret sammen med andet man har i ovnen, dog vil jeg nok dække dem til, eller kun bage det ved 150° en anden gang. Det blev lige mørkt nok.
Men det virkede fint og var nemt at blende.

Pureen endte jeg med at bruge til en pumpkin pie. Jeg fandt en opskrift hos Joy of baking, hvor hun har lavet en video til også. Det er rigtig nemt at lave.
En af de rigtig gode ting ved hendes opskrifter, er at hun også angiver mængde i gram og ml.

Jeg fulgte hendes opskrift, dog uden det valgfrie lag af pecannødder og ingefærsmåkager.
Derudover valgte jeg lige at forbage bunden i 10 min inden fyldet kom i.
I andre opskrifter jeg havde fundet, skal man bruge muscovado sukker, så det ville jeg også prøve i denne opskrift. Jeg har dog brugt mørk og ikke lys som hun foreslår.

Det er en nem kage og lave, dog er jeg bare ikke gode venner med en tærtedej. Det er til dato ikke lykkedes mig at få lavet en dej som ikke sprækker når den rulles ud. Så hvis der er nogen der har forslag til hvad jeg evt. skal prøve anderledes er jeg meget åben for forslag :-)

En anden gang vil jeg også bruge lyst sukker, da blandingen blev lige mørk nok man kan ikke rigtig se den fine orange farve som græskar pureen har. Dog tvivler jeg på at jeg kommer til at lave den igen. Den smagte fint, men er ret kedelig, synes jeg.

Og så er jeg meget begejstret for muscovado sukker, det smager helt fantastisk. Det har en rigtig lækker tone af lakrids, som dog ikke er tydelig når kagen er bagt.



Pumpkin pie (tærteform 25 cm):

Tærtedej:

175 g mel
1/2 ts salt
1 ss sukker
113 g kold smør
ca. 2 ss vand
De tørre dele blandes
Smørret skæres i mindre stykker og smuldres i melet
Samles med vandet.
Rulles til en kugle og sættes på køl i ca. 1/2 time
Forbages ved 180° varmluft i 10 min

Fyld:

3 store æg
425 g græskar pure
120 ml piskefløde
110 g mørk muscovado sukker
1 ts kanel
1/2 ts stødt ingefær
1/8 ts stødt nelliker
1/2 ts salt

Pisk æggene sammen i en skål med et piskeris.
Tilsæt krydderier og salt og pisk.
Tilsæt sukker og fløde og pisk.
Tilsæt græskar pure og pisk det sammen.
Hældes i den forbagte bund.
Bages ca 45 min ved 180° varmluft.
Når den er bagt skal den gerne være lidt "fromageagtig" i midten, derfor stikkes der med en kniv ca. 3 cm inde fra kanten, og der skal ikke hænge noget ved kniven.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar